Covid-19⎟ Corona
2020

Trepartsaftale om lønkompensation i Nordjylland

Denne side er historisk indhold fra efteråret 2020 over trepartsaftale om lønkompensation i Nordjylland, som denne så ud på daværende tidspunkt.

Der kan være sket små justeringer undervejs.

Ansøgning

Lønkompensationen kan ansøges for enkelte lokale arbejdssteder (underopdeling af CVR-numre) og gælde for arbejdssteder, som fysisk er placeret i de pågældende kommuner.

Medarbejdere ansat inden den 6. november kan blive omfattet af ordningerne, og afskedigelser inden den dato vil ikke indgå i vurderingen af, om virksomheden lever op til kriterierne.

 

Ordningen administreres af Erhvervsstyrelsen. Regeringen vil søge Folketingets opbakning til indførslen af kompensationsordningen, og inden den effektueres, skal det tillige afklares, om ordningen opfylder EU’s statsstøtteregler.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om en ny model for lønkompensation i de syv nordjyske kommuner, der er berørt af nye, lokale restriktioner for at begrænse corona-smitten.

Med aftalen indføres en lokal lønkompensation, hvor virksomheder i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommune får adgang til at søge om lønkompensation.

Den lokale lønkompensation vil generelt basere sig på forudsætningerne for den tidligere lønkompensationsordning, men der vil ikke blive stillet krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere.

Læs om den oprindelige lønkompensationsordning her

Lønkompensation i de syv nordjyske kommuner, der er berørt af nye, lokale restriktioner

Der er iværksat lokale restriktioner og tiltag i de Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommuner. De lokale restriktioner og tiltag vil få betydelige konsekvenser for virksomheder og medarbejdere i det pågældende område. Parterne er enige om en kompensation baseret på:

  1. Tilpasning af den eksisterende lønkompensationsordning for tvangslukkede virksomheder

  2. En lokal genindførsel af den tidligere generelle lønkompensationsordning

  3. Pendlingslønkompensationsordning for virksomheder berørt af restriktionen om geografisk mobilitet i Nordjylland

De nuværende anbefalinger til nordjyske kommuner indebærer, at hverken produktionsvirksomheder eller andre virksomheder opfordres til at holde lukket, men at arbejdsgivere opfordres kraftigt til ikke at lade ansatte med bopæl i en anden kommune møde fysisk på arbejde. Der gælder særlige retningslinjer for ansatte, der varetager kritiske funktioner, der bl.a. kan være personale ansat i:

  • Sundheds- og plejesektoren (undtaget kosmetisk behandling mv.)

  • Ældreplejen og området for socialt udsatte

  • Børne- og undervisningssektoren

  • Politiet og kriminalforsorgen, forsvarets myndigheder, beredskabet mv.

  • Forsyningsvirksomhed, herunder energisektoren, vandsektoren, affaldshåndtering, tele- og IT-infrastruktur, finansielle infrastruktur mv.

  • Fødevareforsyningen, herunder dagligvaremarkedet, apotekervæsenet, kødkontrollen mv.

Tilpasning af lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder

Parterne er enige om, at den eksisterende lønkompensationsordning for tvangslukkede virksomheder tilpasses, så der fra 6. november kan søges om lønkompensation ved nedlukninger af lokale arbejdssteder (angivet ved underopdeling af CVR-numre), hvor det i dag er et krav, at hele virksomheden (under cvr- nummeret) nedlukkes.

Samtidig ændres skæringsdatoen for, hvornår virksomhederne senest må have afskediget medarbejdere til 6. november af hensyn til ikke at afskære virksomheder fra at bruge ordningen. Desuden vil det være muligt for virksomheden at få lønkompensation til medarbejdere, som er ansat før den 6. november.

Lokal genindførelse af den tidligere lønkompensationsordning

Den lokale lønkompensationsordning vil basere sig på forudsætningerne for den tidligere lønkompensationsordning, det vil sige, at hvor intet andet er nævnt følger betingelserne den tidligere aftalte lønkompensationsordning.

Virksomheden skal hjemsende mindst 30 pct. af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte. Medarbejdere omfattet af pendlingslønkompensationsordningen indgår i antalsopgørelsen. Medarbejderne må ikke arbejde for virksomheden under hjemsendelsen, og der gives derfor ikke kompensation til medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden, og det er en forudsætning for lønkompensationen, at virksomheden i den lønkompenserende periode ikke afskediger ansatte som følge af økonomiske årsager.

Lønkompensationen vil udgøre 75 pct. af de samlede lønudgifter for omfattede funktionærers løn månedligt og 90 pct. af de samlede lønudgifter for omfattede ikke-funktionærers løn månedligt, dog maksimalt 30.000 kr. pr. omfattet ansat.

Virksomheden vil kunne få lønkompensation til medarbejdere, som er ansat før den 6. november. Afskedigelser inden denne dato vil ikke indgå i vurderingen af, om virksomheden lever op til ordningens kriterier. Der stilles ikke krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere. Lønkompensationen kan ansøges for enkelte lokale arbejdssteder (underopdeling af CVR-numre) og gælde for arbejdssteder, som fysisk er placeret i de pågældende kommuner.

Pendlingslønkompensationsordning for virksomheder og borgere berørt af restriktionen vedr. pendling på tværs af kommunegrænser

Formålet med ordningen er at holde hånden under lønmodtagere, der ikke kan arbejde pga. restriktioner mellem kommunegrænser. Virksomheder i ordningen har derfor ikke nødvendigvis oplevet et behov for at hjemmesende medarbejdere, som er et krav i øvrige lønkompensationsordninger. Pendlerordningen tager afsæt i den almindelige lønkompensationsordning, hvor der blandt andet gælder, at virksomhederne er omfattet af et krav om at hjemsende mindst 30 pct. af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

Som udgangspunkt gælder, at virksomhederne i videst muligt omfang ikke skal omfattes af et krav om hjemsendelse af en vis andel/antal medarbejdere, men omvendt skal ordningen også være i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler. Hvis det viser sig vanskeligt at ændre hjemsendelseskravet i ordningen i væsentlig omfang, så forpligter regeringen sig på at finde en alternativ løsning for pendlerne.

Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden, og det er en forudsætning for lønkompensationen, at virksomheden i den lønkompenserende periode ikke afskediger ansatte som følge af økonomiske årsager.

Pendlingslønkompensationen vil udgøre 75 pct. af de samlede lønudgifter for omfattede funktionærers løn månedligt og 90 pct. af de samlede lønudgifter for omfattede ikke-funktionærers løn månedligt, dog maksimalt 45.000 kr. pr. omfattet ansat. Det forhøjede niveau skal ses i forhold til den særligt lokale udfordring med borgerens pendling ind og ud af kommunerne i forhold til deres arbejde.

Kompensation som følge af restriktion vedr. pendling på tværs af kommunegrænser kræver dokumentation for, at medarbejdere bor i en tvangslukket kommune eller virksomhederne ligger i nedlukkede kommuner, og at de bosatte er i forskellige kommuner.

I Dansk Revision har vi fokus på, hvad Covid-19 betyder for danske arbejdspladser, dansk økonomi og specielt for din forretning. Takket være vores lokale forankring og internationale perspektiv vil du opleve, at vi sætter dig og din virksomhed i centrum, så vi holder fokus på drift og omsætning - også i fremtiden efter corona.